Udskriv

Tolkning af kropssprog

Fra projekt “De ku’, vi lærte sammen forandrer vi os”, Specialrådgivningen Sønderjyllands Amt 1992

I dette projekt for udviklingshæmmede blev medarbejderne opmærksomme på, at brugerne ytrede meninger gennem motoriske handlinger. At sidde og hænge i en stol kunne fx betyde: Jeg er træt, jeg keder mig. At give hånd betød: Ja, jeg accepterer. Derimod betød ikke at give hånd eller at se væk: Nej, ikke nu – pause. At kigge på radioen eller banke på mælkekartonen kunne betyde: Det kunne jeg tænke mig.

I begyndelsen tvivlede medarbejderne naturligvis meget på deres tolkninger og tolkede også ofte forkert. Men efterhånden som de lærte at bruge brugernes signaler, blev signalerne mere tydelige og bevidste for brugerne. Brugerne benyttede sig dog ikke af de samme signaler.

Da brugerne lærte at vælge muligheder fra, opstod der imidlertid en konflikt blandt medarbejderne. Nogle brugere sagde nemlig altid nej til at deltage i aktiviteter, og medarbejderne mente, at deres hverdag skulle udfyldes mere. De besluttede sig for i begyndelsen at respektere brugernes nej for at indøve ja/nej funktionen, hvorefter de så igen så småt begyndte at stille krav til brugerne.

De største problemer ved den motoriske kommunikation er ifølge projektgruppen tempoet, det at give pauser til den enkelte bruger og finde ud af, hvor lang tid den enkelte skal have til at reagere. I mange tilfælde fandt medarbejderne ud af, at et lille puf på albuen, et vink eller andet kunne være med til at hjælpe brugeren i gang. For at videreformidle den enkelte pædagogs erfaringer til de øvrige medarbejdere, udarbejdede de en lille ordbog med brugernes forskellige signaler.

Læs mere:
Kommunikationsgruppen under projekt “Beskæftigelse af svært udviklingshæmmede”: “De ku’, vi lærte sammen forandrer vi os”. Specialrådgivningen Sønderjyllands Amt 1992.

   
  Projektet Kommunikationsudvikling udføres af Socialt Udviklingscenter SUS