Udskriv

Kommunikation med blinde

Fra projekt “Pædagogisk udviklingsarbejde med blinde og svagtseende – kommunikation, relation, aktivitet”, Bosager i Sønderjyllands Amt 2002

Botilbuddet Bosager har udarbejdet to rapporter om projektforløb med to af deres beboere, Helle og Pia, som begge er blinde, ikke har noget verbalt sprog og i det hele taget er svært funktionshæmmede. Pædagogerne oplevede, at de havde meget svært ved at kommunikere med de to beboere og ønskede derfor at gøre noget ved det.

Da pædagogerne ikke var vant til at arbejde med blinde, blev de alle sendt på et tre dages kursus i blindepædagogik. Desuden fik de hjælp af forskellige eksperter på blindeområdet udefra, som bl.a. anbefalede dem at udfylde funktionsskemaer for Helle og Pia for at synliggøre deres kompetencer. Man udarbejdede korte livstavler over Helle og Pias livsforløb, og i forbindelse med Helle studerede man hjernens funktioner grundigt for bedre at kunne forstå hendes hjerneskade. Man studerede også forskellige psykologiske teorier om børns udvikling (med fokus på Daniel Stern) samt om blindepædagogik (med udgangspunkt i Lilli Nielsens bøger). Funktionsskemaerne blev sammen med videooptagelser af de to kvinder sendt ind til Blindenetværket. To medarbejdere fra Blindenetværket samt Ph.d. Lilli Nielsen kunne derefter holde oplæg om deres bud på nye arbejdsmetoder.

Under begge projekter havde man særligt fokus på Helle og Pias gribefunktioner, idet pædagogerne på blindekurset havde lært, at blinde ofte taler med fingrene. Pædagogerne erfarede hurtigt, at Helle og Pia havde svært ved at holde styr på mange ting på en gang. Fx havde Helle i flere år haft en bakke med mange forskellige aktivitetsting, som hun ikke rigtig brugte. Nu prøvede man at lægge færre ting på bakken samtidig med, at pædagogerne motiverede Helle til at tage fat om tingene. Helle virkede meget koncentreret, mere positiv omkring bakken og reagerede også med forskellige ansigtsudtryk afhængigt af de ting, hun tog op.

For at skærpe Helles nysgerrighed og samtidig få hende til at bruge kroppen på en anden måde og derved udvikle hendes sanser arbejdede man også med en måtte, hvor hun fra liggende stilling skulle gribe ud efter nogle ting og tage dem op igen, når hun tabte dem. Endvidere valgte man at lave “et lille rum”, som var udstyret med gribbare ting, der havde taktile og auditive kvaliteter, forskellig vægt og temperatur, var visuelt stimulerende, tilgodeså smags- og lugtesansen, inspirerede til mængdelege og var formbare. For at forstærke lyden, lagde man en resonansplade under det lille rum. Helle virkede ikke utilfreds med det lille rum, men gik af og til i stå. Derfor var det vigtigt, at personalet motiverede hende. Hun viste selv, når hun var træt ved at hyle.

Endvidere afprøvede man en såkaldt hopsadragt, der skulle være med til at styrke Helles sanseindtryk gennem fødderne. Personalet mener imidlertid, at de skal bruge både hopsadragten og det lille rum noget oftere for at gøre dem mere genkendelige for Helle, da hun ofte virker uinteresseret. Personalet havde positive erfaringer med at tage Helle med i varmtvandsbassin. De mener, det har bevirket, at hun har fået det bedre emotionelt samtidig med, at det løser op for musklerne, og hun får en tæt 1-1 kontakt.

Med Pia valgte man at tage udgangspunkt i hendes måltider, da det er en fast aktivitet, og Pia er meget glad for mad. Hidtil havde Pia fået fuld hjælp til at spise sin mad og var meget passiv omkring måltidet. Man havde forsøgt at få hende til at bruge gaffel, men på blindekurset lærte personalet, at blinde har svært ved at spise med gaffel, fordi de ikke kan forholde sig til det, der sidder på enden af gaflen. Man gjorde derfor et forsøg på at få Pia til at spise med fingrene. Man fandt ud af, at det var vigtigt, at bordopdækningen var fuldstændig ens hver gang for, at Pia kunne lære tingenes placering at kende. Man brugte et skridsikkert underlag, så tingene ikke rutschede rundt på bordet. Medarbejderen skulle ligeledes sidde ved samme side af Pia hver gang. Personalet greb Pia om underarmene og præsenterede hende for alle tingene. Da blinde ser med fingrene, kan det nemlig være forvirrende, hvis andre griber om disse. Hvis Pia var mere aktiv end hensigtsmæssigt, blev hun kørt lidt væk fra bordet, hvor hun fik mulighed for at “huje” af. Hvis hun derimod hang, var selvskadende, trak armene til sig ved tilbud om mad, tolkede man det som et udtryk for, at hun ikke var sulten. Personalet fandt også ud af, at det var vigtigt at tale til Pia imens, da hun ikke kan opfange nonverbale signaler. Men da hendes sprogforståelse heller ikke er så udviklet, måtte pædagogerne være meget bevidste om deres tonefald, berøringer m.m. Pia reagerede godt på forskellige tonefald.

Efterhånden som måltidsprojektet skred frem, begyndte Pia også at virke en anelse mere interesseret i det, der skete omkring hende i andre situationer. Fx begyndte hun at interessere sig for lyde og især ekkolyde, som bl.a. blev frembragt ved at tage en kasse eller spand over hovedet. Man indkøbte derfor flere ting, der kunne skabe lyd – hun var især glad for klokker og bjælder. Som med Helle benyttede man sig også af en sansebakke til Pia med fx piskeris og grydeskeer og kunne hurtigt konstatere, at Pia var glad for at frembringe meget lyd. Også hendes værelse blev indrettet anderledes, idet hun havde brug for mere plads. Man placerede derfor skabene højt oppe på væggene og lagde tykke måtter på gulvet, så hun kunne ligge og boltre sig med alle sine aktivitetsgenstande. Hun havde også et musikanlæg og “et lille rum”. Værelset gav nu gode muligheder for selvaktiviteter, samtidig med at hendes støj ikke generede andre. Pia var meget glad for at være i værelset.

Pludselig gik Pias udvikling enormt hurtigt, og hun begyndte selv at tage initiativer til mange ting. Hun begyndte også at interessere sig for menneskene omkring hende på en helt ny måde. Fx undersøgte hun de andre med hænderne, bankede lidt på dem m.m. Hun kunne også gribe en pædagog i armen og føre den op til munden for at signalere, at hun gerne ville have mere mad.

Man begyndte at overveje nøje, om Pia altid ville have noget ud af at komme ud på ture, da hun ofte gav udtryk for ikke at bryde sig om det. Man planlagde i stedet andre aktiviteter med hende, og de få gange hun kom på tur, nød hun det så mere. Desuden blev en af Pias faste aktiviteter at arbejde med det såkaldte “Katrine-system”, som går ud på, at en aktivering af en 0-1 kontakt udløser en effekt. For at skabe lige så mange aktiviteter til ben og fødder som til overkroppen købte man en stor balje, som blev fyldt med forskellige ting, Pia kunne få lov at berøre med fødderne, imens hun sad i en gynge. Man syede også bjælder på hendes sokker, som motiverede hende til at bevæge fødderne mere.

Bosager konkluderer, at et større fokus på beboernes synshandicap har fået dem til at arbejde mere bevidst med rummenes indretning, belysning og tænke over, hvor de står i forhold til beboeren. Det tætte arbejde med de to beboere har også åbnet pædagogernes øjne for nye arbejdsmetoder til de øvrige beboere.

Både Helle og Pia er blevet mere positive og glade. Der går længere tid imellem Helles hylen, og hendes spasticitet er aftaget. Hun nyder 1-1 kontakten og er blevet bedre til mange ting, men det kræver, at personalet tilpasser tempoet. Pia spiser nu selv sin mad ved alle måltider, og hendes tidligere monotone brummelyd er blevet skiftet ud med en mere varieret pludren, samtidig med at hun er mere aktiv. Hun kan selv holde sig beskæftiget længe, hvis bare hun har nogle aktivitetsgenstande i nærheden. Hun er blevet mere modtagelig for omverden og samtidig mere kritisk – hun sorterer fx i sin mad og i aktivitetsgenstandene. Hun bruger sine nærpersoner bedre ved at undersøge dem med hænderne. Pia kommunikerer stadig via en selvskadende adfærd, når hun er utilfreds, men den er aftaget. Endvidere er hun mere aktiv med ben og fødder. Bosager mener, at en del af hendes udvikling hænger sammen med personalets ændrede syn og fokus på hende.

Alt i alt konkluderer Bosager, at det har været nødvendigt med deltagelse af hele personalegruppen, og at man har afholdt projektmøder med deltagelse af både bosted og værksted. De kunne dog godt have ønsket sig at have gjort mere ud af fælles gennemgang og diskussion af relevant teoretisk litteratur. De har heller ikke været gode nok til at nedfælde deres diskussioner på papir, hvilket gør det svært at erindre det hele nu.

Læs mere:
Bosager: “Pædagogisk udviklingsarbejde med blinde og svagtseende. Kommunikation, relation, aktivitet”. Sønderjyllands Amt 2002 (2 rapporter).

   
  Projektet Kommunikationsudvikling udføres af Socialt Udviklingscenter SUS