Udskriv

 Praktiske erfaringer om fotografier

“Digitale billeder at tale med”

 Af Anna-Lise Herlev, pædagog på værkstedet Ellehøj i Vejle

Kan billeder bruges som supplement til et dårligt fungerende talesprog? Kan man via fotos forbedre sociale kontakter og muligheden for selv at vælge hvad man vil fortælle om? Er det muligt at gøre dialogen mere ligeværdig ved at lade en person selv tage billeder, og dermed selv være herre over hvad der skal tales om?”

Det er spørgsmål jeg ofte har stillet mig selv i forbindelse med mit arbejde som pædagog på værkstedet Ellehøj. Derfor var jeg glad for at få mulighed for at arbejde sammen med en ung mand, Jens, der har et dårligt ekspressivt sprog, men en noget bedre impressiv forståelse.

I første omgang var det hans forældre og gruppeleder der ønskede at give Jens bedre muligheder for at kommunikere med andre. Da jeg på samme tid stod overfor at skulle i gang med et projektkursus hvor jeg arbejdede med kommunikation, fik jeg muligheden for at arbejde sammen med Jens.

Min første opgave blev at præsentere Jens for forskellige måder at bruge fotos på. Han fik klistret billeder af nye arbejdsopgaver i sin kontaktbog, så han kunne vise sine forældre hvad han arbejdede med. På hans ugentlige praktikdag i min gruppe blev der sat billeder på dagtavlen så han kunne se hvad ser skulle ske den pågældende dag, og han fik fotos der illustrerede hvordan en ny arbejdsopgave skulle udføres, så han kunne klare den på egen hånd. Da han på den måde var blevet opmærksom på nogle af billedernes muligheder, spurgte jeg ham om han havde lyst til at vi lavede en mappe med billeder som han kunne bruge til at tale ud fra. Det var han meget interesseret i, og vi gik i gang med det samme. I første omgang var det mig der tog billederne og ham der valgte ud, men efter et par uger ville jeg overlade det til ham selv at fotografere. Her stødte jeg på det største problem i forbindelse med projektet, Jens var nemlig bange for at bruge et fotografiapparat. Han kunne ikke lide at få det op foran øjnene, og hans normale usikkerhed over for nye ting spillede også ind. Jeg viste ham at man kunne bruge displayet bag på kameraet, og jeg viste ham også hvordan billedet blev behandlet i computeren og kunne printes ud med det samme. Vi aftalte at vente til næste uge så der var tid til at vænne sig til det nye.

Jeg havde valgt værkstedets ældste kamera, et Camedia C-860 L, fordi det er enklest at benytte på grund af stort display og få, men tydelige, knapper. Som nybegynder ville Jens ikke få brug for zoomfunktioner og andre raffinementer. Jeg lavede en støtteseddel med billeder der beskrev hvordan kameraet skulle betjenes, og ved hjælp af både den og verbal støtte kom Jens i gang med at fotografere. Det viste sig at han var god til at fokusere, så han fik succesoplevelser med det samme. Den første dag tog han mere end tyve fotos som blev sat ind i hans mappe. Bagefter gik han rundt på heleværkstedet og viste sine billeder til alle der var interesseret. Han kontaktede mange mennesker som han ellers ikke plejede at komme i kontakt med. Herefter har Jens en gang om ugen haft mulighed for at tage de fotos han ønskede. Han har også haft tilbud om at få hjælp til at fotografere andre dage hvis han selv henvendte sig, men det har han meget sjældent gjort.

Jens er i løbet af de sidste otte måneder blevet mere selektiv i hvad han fotograferer, og der er billeder der skal i mappen fordi mor og far skal se dem, og der er også billeder der er blevet sorteret fra fordi de viste noget andre ikke skulle have noget at vide om. Han er altså blevet mere bevidst om at han selv kan styre hvad der skal tales om. Den mulighed har han ikke haft tidligere hvor al kontakt mellem værkstedet og familien foregik via en meddelelsesbog.

Jeg har tidligere arbejdet med billeder og kommunikation, men i de tilfælde har det været mig der har taget billederne. Ved at se hvilke billeder Jens har taget, er det gået op for mig at det er umuligt at forudse hvad der er en person ønsker at få billeder af. Jens har fx  fotograferet andres tegninger, en vens jakke og flaskekøleren hvor colaerne står. Det er eksempler på billeder jeg ikke ville have fantasi til at tage for ham. Det er altså vigtigt at det er ham selv der har kameraet i hånden.

Jeg har bemærket at der ofte bliver mindre dialog om et billede hvis der er en ledsagende tekst, derfor spurgte jeg Jens om han ønskede tekster eller ej. Han ønskede kun tekster når det handlede om navne han har svært ved at sige. Når man taler med Jens og andre ligestillede ud fra billeder, er det vigtigt at man selv er aktiv i dialogen. Man må komme med forslag til hvad Jens ønsker at fortælle med netop det billede og han kan så selv svare ja og nej.

Det har været en fornøjelse at se at Jens har fået mod på at kontakte flere, og at han på den måde bliver mindre indesluttet og isoleret. Han er også blevet i stand til at vælge de billeder han synes samtalen skal handle om, så nu er det langt oftere ham selv der sætter dagsordenen. Det har også været bemærkelsesværdigt at han samtidig er begyndt at bruge sit talesprog mere. Mit ønske for Jens er nu at han får sit eget kamera, så han kan fortælle hvad han ønsker om hele sit liv, og ikke kun sit arbejdsliv.

Anna-Lise  Herlev
Pædagog på værkstedet Ellehøj i Vejle
www.ellehoj.dk
Artiklen er bragt i tidsskriftet HIT nr. 3, 2003

   
  Projektet Kommunikationsudvikling udføres af Socialt Udviklingscenter SUS