Udskriv

Praktiske erfaringer om computerprogrammer:

En hurtig kommunikationsform

Fra Vestkysthusene i Ribe Amt

Bo- og udviklingscentret Vestkysthusene har længe arbejdet struktureret og målrettet med totalkommunikation, da de fleste af deres beboere ikke er i stand til at kommunikere ved hjælp af det talte sprog eller udelukkende ved hjælp af det talte sprog. De har arbejdet ud fra målsætningen om, at beboerne får indflydelse på kommunikationen og dermed størst mulig indflydelse på eget liv. Beboerne har alle fået deres individuelle sprogkoder. Nogle arbejder med Bliss, andre anvender tegn-til-tale, nogle arbejder med billeder eller konkreter osv. Ligeledes har alle deres egen ramme og struktur, hvor kommunikationen foregår indenfor, som kan være Mayland kalendere, dagtavler, ugetavler, dagkasser, månedsflipovere m.m. Derudover har man på afdelingerne fælles rammer og strukturer, så brugerne har mulighed for at kommunikere indbyrdes. Det var ikke fjernt for Vestkysthusene at bruge computere som kommunikationsmiddel, eftersom brugerne i forvejen havde benyttet sig af dem til leg.

Formålet med at bruge computere var at gøre kommunikationshjælpemidlerne mere overskuelige, tilgængelige og håndterbare for både beboere og personale. Beboerne skulle opnå kommunikationsfærdigheder via computerens billed- og valgmenuer, så de kunne udtrykke deres meninger ved selv at finde frem til de rigtige billeder. På den måde skulle beboerne blive mindre afhængige af personalet og få større indflydelse på eget liv. Det var endvidere vigtigt, at beboerne kunne se en direkte kobling til den kommunikationsform, de havde i forvejen.

Vestkysthusene valgte til at begynde med programmerne Boardmaker og Speaking Dynamically Pro, som indeholder Bliss, TTT (Sigurd), Pictogrammer, skrift og tale. Desuden lagde man brugernes eksisterende kommunikationsmateriale ind i programmet vha. en scanner, og man benyttede sig af digitalt kamera. Det har gjort kommunikationsprocessen hurtigere, således at de kan tage på tur, tage billeder, komme hjem og lægge billederne ind i computeren i løbet af ½ time. Derudover er det muligt at sætte billeder og tegn sammen på kryds og tværs efter behov. Afhængigt af hvor brugerne er i deres sproglige udvikling, kan personalet nu lave opstillinger, der passer til den enkelte. Eksempelvis går beboeren ind i en hovedmenu med billeder og tegn af tøj, mad, ferie m.m. Vælger beboeren mad, kommer valgmulighederne morgenmad, aftensmad etc., hvorefter han/hun kan vælge imellem flere forskellige retter, printe billedet ud og aflevere det i køkkenet for således at bestille sin mad. Om dette siger Vestkysthusene: “Denne proces kunne før computeren tage timer at komme igennem og var ofte præget af misforståelser, der gjorde, at beboeren gav op før kommunikationen var til ende. I dag klares det på få minutter og graden af misforståelser er minimeret”. Senere skiftede Vestkysthusene disse programmer ud med programmerne Samtal og Davskommunikation. Desuden har de investeret i touchskærme og søger flere individuelle betjeningshjælpemidler, da brugerne ikke kan nøjes med at bruge mus.

Vestkysthusene giver et eksempel på et forsøg med visuel kommunikation med en 38-årig multihandicappet kvinde. Her havde man udarbejdet en handleplan, der bl.a. gav brugerens kontaktpersoner ansvaret for, at kommunikationen udbyggedes, således at personalet kan tolke og handle ens på brugerens signaler. Da øjnene er brugerens vigtigste kontaktmiddel, valgte man at aflæse brugerens øjne og mimik med ledsagelse af tale og billeder. Man ville gerne give brugeren overblik og handlemuligheder, således at hun kunne få indflydelse på beslutninger om sit eget liv. Derfor opstillede man et mål om at lave en visuel opdeling af brugerens hverdag ved hjælp af pictogrammer og TTT-tegn. Anvendelsen af materialet skulle beskrives og evalueres efter 3 måneder. Desuden ønskede man at bestemme signaler for ja og nej og lave en liste over valgmuligheder, som også skulle evalueres efter 3 måneder. Man forsøgte sig med mange ting som fx at holde to madkasser i hver sin hånd og bede brugeren om at kigge på den, hun ville have. På den måde kunne brugeren selv vælge en madkasse. Man udvidede også valgmulighederne for bl.a. drikkevarer på de foto, man viste brugeren, fordi hun en dag lukkede øjnene ved en præsentation af juice og saftevand, som hun plejede at drikke.

Da man evaluerede projektet, var man enige om, at det var en god idé at nedskrive observationerne. Det bevirkede, at man blev mere opmærksom på brugerens signaler. Man fandt ud af, at brugeren egentlig altid havde kommunikeret med disse signaler, man havde bare ikke vidst det. I dag er holdningen, at selv brugere med massive nedsatte funktionsevner har egne ønsker/behov og er i stand til at gør opmærksom på dem. Derfor skal personalet lære at observere, tolke og lægge en fælles betydning i deres signaler. Arbejdet er dog endnu ikke færdigt, da man godt kunne tænke sig at arbejde mod, at brugeren selv kan tage initiativ til kommunikation.

Vestkysthusene råder andre til at være tålmodige og vedholdende ved lignende projekter, da udbygning af kommunikationen er en langsommelig proces. Og så skal man glæde sig over de små resultater. Men de kan konkludere, at beboerne stiller flere og flere krav til at få kommunikationen visualiseret. De gør fx ofte personalet opmærksom på at huske kameraet, når de skal ud. Med udgangspunkt i en temadag om visuel kommunikation har Vestkysthusene startet et samarbejde med Reva Esbjerg og øvrige bo- og servicetilbud i Ribe Amt, da de oplever, at der sker meget på området i øjeblikket og gerne vil undgå at begå “dumheder”.

   
  Projektet Kommunikationsudvikling udføres af Socialt Udviklingscenter SUS