Udskriv

Praktiske erfaringer om:
Computere og digitale billeder

Fra “Digitale billeder – en nødvendig kommunikationsform”, Åmosen i Vestsjællands Amt 2000

På værkstedet Åmosen, som primært er for mennesker med autisme og har flere brugere uden et ekspressivt verbalt sprog, arbejder man meget med digitalkameraer og computere. Ifølge personalet er fordelen ved digitale billeder fremfor pictogrammer, konkreter og tegn-til-tale, at billederne er mere personlige og forestiller virkelige ting og begivenheder, der med det samme kan ses og tages med hjem. På den måde bliver forståelsen hurtigere, og alle ved, hvad der tales om. Åmosen fremhæver, at visuelle undersøgelser har vist, at sprogligt svage personer oftest har en udpræget visuel evne.

Åmosen råder pædagoger, der ikke har kendskab til computere, til at begynde med at lægge de digitale billeder ind på et almindeligt fjernsyn for at komme i gang. Det er en let metode til fx at fortælle ved aftensmaden, hvad man har lavet i løbet af dagen. Brugeren bør udstyres med et personligt digitalkamera, da det skal betragtes som et hjælpemiddel på linie med briller. Åmosen bruger kameraer, der kan bæres i lommen, og som både kan optage og vise foto og lyd.

Åmosen anbefaler, at man begynder med billeder af personen selv eller vigtige personer i brugerens liv for at finde motivationen. På Åmosen anvendes computere, digitalkameraer og tv til:

  • Forberedelse af nye oplevelser
  • Som hjælpemiddel til at fastholde og huske brugerens oplevelser
  • Som sprogtræning og som hjælp til at lære nyt
Personalet påpeger, at det digitale kamera har haft stor betydning for brugernes udvikling og selvfølelse. Dialogen er ikke bare blevet fælles, men tager også udgangspunkt i det, brugeren ønsker at tale om. Computeren er forudsigelig og giver derfor brugerne en følelse af tryghed. Af andre fordele ved digitale billeder nævner de, at brugerne meget bedre kan kommunikere med hinanden uden personalestøtte, idet den enkelte bruger kan fortælle om sine oplevelser til andre – både hjemme, på besøg hos familien og på arbejde. Desuden kan brugeren via computeren selv vælge imellem forskellige muligheder som fx: “Det er dig, der skal hjælpe mig med at gå i bad”. Det er også lettere at erindre, forberede, dele og evt. bearbejde oplevelser. Ligeledes får brugeren bedre mulighed for at tage stilling til fremtidsplaner, fx: “Jeg vil gerne bo i et hus, hvor der er dyr”. Endelig kan brugerne lære meget af de digitale billeder og computerne. De kan fx få forklaret vejen til et bestemt sted.

Åmosen har erfaret, at stort set alle mennesker med handicap kan bruge digitalkameraerne, men enkelte har brug for specialudstyr. De fleste kameraer har en AV udgang, som gør det problemfrit at indsætte et kabel mellem kameraet og fjernsynet. Det er også muligt at kopiere foto og lyd over på et videobånd ved hjælp af en videobåndoptager. Derudover kan man få printere, der kan forbindes til kameraet, hvorved man kan printe billeder i forskellige størrelser med tekst ud. Således behøver man faktisk ikke computere.

Åmosen har alligevel indrettet et multimedieværksted med computere med en stor harddisk, mikrofon, lydkort og grafikkort, scannere, farveprintere, digitale kameraer og internetopkobling. Her anvender de programmerne: Volmers Videnskabshus, Trudys tidshus, Naturbasen, Thinkin’ Things, Tegn til taleprogrammet Sigurd, Pixiline programmer, Dorling Kindersley multimedieserie, Eyewitness m.fl. De designer også deres egne programmer vha. HyperStudio (www.hyperstudio.com) eller Director (www.macromedia.com). Åmosen påpeger dog, at multimedieprogrammer er tidskrævende, fordi de er så komplekse. Derfor har de udviklet deres eget multimedieværktøj kaldet “Min bog”. Det er gratis og kan downloades fra www.udvikl.dk. De har endvidere udviklet et e-mailprogram, Handimail, som gør det let at maile billede og lyd.

I arbejdet med den visuelle kommunikation er det vigtigt, at pædagogerne tager udgangspunkt i den enkelte brugers ressourcer. Når man har fået identificeret brugerens styrkeområder, bør man appellere til disse, hver gang man formidler noget. Åmosen sammenligner det med at tale tysk til en tysker, hvis man gerne vil forstås. Som eksempel nævner de en musikinteresseret bruger, der kan have stor gavn af, at pædagogerne synger det, der skal huskes, laver digte og altid er opmærksomme på, at lyde kan have negative og positive betydninger.

Ifølge Åmosen er computeren velegnet til at kompensere for opmærksomhedsproblemer, idet den skaber: Forudsigelighed, gentagelse, præcisering, løser opgaver skridt for skridt, holder styr på rækkefølger og tid, bruger demonstration fremfor sprog og nedsætter stimuli og sørger for afveksling.

Åmosen understreger, at billeder altid viser en oplevet virkelighed og ikke den virkelige virkelighed (Hvis den findes). Derfor er det vigtigt, at det så vidt muligt er brugeren selv, der tager billederne, så det ikke bliver pædagogens oplevelser, der er udgangspunktet. En oplevelse kan udtrykkes ved et enkelt billede, fordi billeder har en merbetydning udover det, der vises. Af den grund er det vigtigt for personalet at kende brugerens liv. Mange oplevelser kræver dog flere billeder for at forklare, hvad der sker. Nogle ville måske foretrække en video, men Åmosen mener, at kameraet er bedre til at fokusere på det vigtige. Desuden er der mindre at tage stilling til bagefter, når der skal redigeres. Videofilm kan være for hurtige til, at indtrykkene kan fastholdes.

Åmosen anbefaler, at man tænker grundigt over, om brugeren kan bruge et billede af en bestemt oplevelse, som afstedkommer en følelse, til noget positivt. De opsætter som hovedregel, at man ikke udsætter et menneske, man ikke har et godt kendskab til, for at skulle bearbejde svære følelser.

Læs mere:

Bruus-Jensen, Lisbeth og Poul Hansen: “Digitale billeder – en nødvendig kommunikationsform: mediepædagogisk arbejde”. Forlaget Udvikling 2000.

   
  Projektet Kommunikationsudvikling udføres af Socialt Udviklingscenter SUS