Udskriv

Varierede erfarings- og læringsmiljøer

Fra projekt “Stof til eftertanke – brikker til en mål-mosaik”, Specialrådgivningen i Sønderjyllands Amt 1991.

Sønderjyllands Amt har arbejdet meget struktureret med at udvikle kommunikationen med mennesker med svære handicap i amtet. De nedsatte i 1991 en gruppe af repræsentanter fra forskellige steder, hvor man arbejder med mennesker med handicap. Derefter indledte man projektet ved at indsamle målsætninger fra både andre amter, en SIE-konference og amtets egne værksteder. Her fandt man fællestrækkene: Lighedsprincipper, selvforvaltning, træningsaspektet, erfaringsdannelse, sociale relationer og kommunikation. Det var dog gennemgående, at målsætningerne var formuleret på et meget generelt niveau. Det betyder, at fx enkelte værksteder kan bruge de samme målsætninger, men mene noget helt andet. Samtidig kan det være svært at omsætte målsætningerne til praktiske handlinger.

Projektgruppen valgte at bruge psykologen og samfundsforskeren Siri Næss’ definition på livskvalitet som udgangspunkt for projektet. Næss argumenterer for et relationistisk livskvalitetsbegreb, idet hun mener, at det er kvaliteten i relationerne, der er afgørende for det gode liv. Derfor står kommunikation helt centralt i begrebet. Således har en person højere livskvalitet, jo højere grad personen er aktiv, har samhørighed, har selvfølelse og en grundstemning af glæde. Dette forsøgte projektgruppen at omsætte til en pædagogisk praksis overfor mennesker med svær udviklingshæmning.

Specialrådgivningen påpeger, at mennesker med udviklingshæmning kan have svært ved at give udtryk for interesser og at gøre sig erfaringer. Derfor er det afgørende, at personalet er lydhøre overfor og respekterer personens valg. Det skal kunne betale sig for brugeren at være aktiv og gøre sine ønsker og behov gældende. De fremhæver strukturering som et nyttigt redskab til at få oversigt og til at tilrettelægge dagen, således at aktiviteterne er med til at fremme læringen. De mener, at struktur øger aktivitetsniveauet for dem, som er passive, og bevirker, at den udviklingshæmmede får bedre oversigt over det, der skal ske i løbet af dagen. Samtidig får medarbejderen en oversigt, som kan bidrage til den fremadrettede pædagogiske planlægning og fortælle medarbejderen, hvad han/hun skal gøre. Gruppen opdeler strukturbegrebet i to; en rammestruktur og en situationsstruktur. Rammestrukturen er den inddeling, et døgn består af, som fx rutiner, aktiviteter og hændelser. Situationsstrukturen er så de forskellige situationer, rammestrukturen er sammensat af.

En af tankerne i projektet her er: “I erkendelse af, at vi som medarbejdere dels kun er “på rejse” i deres liv, og dels fordi den svært udviklingshæmmede aldrig bliver det menneske, som kommer til at stå os nærmest, er det alene af den grund vigtigt, at vi i højere grad sætter fokus på at styrke de sociale relationer mellem beboerne/brugerne”.

Ifølge projektgruppen er det vigtigt for brugernes selvfølelse, at de bliver forstået af andre, idet alle spejler sig selv i andre og derigennem opbygger en identitet. Derfor har gruppen valgt at arbejde ud fra en interaktionistisk synsvinkel med psykologen Poul Watzlawicks tese: “Man kan ikke ikke-kommunikere” og et kritisk syn på deres egen rolle som medarbejdere. Fx påpeger gruppen, at mange mennesker med udviklingshæmning i virkeligheden udsættes for belæring frem for læring. Derfor må medarbejderne sørge for at tilrettelægge læreprocesser, der sker i samspil med andre og tager udgangspunkt i den svært udviklingshæmmedes interesser og handlemuligheder. Dertil er det afgørende, at pædagogerne er sensitive, lyttende, tilpasser sig brugerens tempo og situation samt er gode til at tolke; at de med andre ord er interesserede i samspillet.

I kommunikationen med brugeren er også det fysiske miljø vigtigt. Her handler det om at etablere varierede miljøer, der kan fremme varierede erfaringer. Det fysiske miljø kan påvirke brugerens kommunikation direkte ved at skabe adgang til kommunikationshjælpemidler, men det kan også indirekte påvirke kommunikationen i og med, at brugeren tillægger forskellige miljøer forskellige betydninger.

Det er projektets holdning, at en styrkelse af brugerens kommunikationskompetencer i høj grad handler om medarbejderrollen, idet medarbejderen skal styrke den kommunikation, brugeren allerede har ved fx at tilbyde kommunikationshjælpemidler og tilrettelægge varierede erfarings- og læringsmiljøer.

Læs mere:
Målsætningsgruppen under projekt “Beskæftigelse af svært udviklingshæmmede”: “Stof til eftertanke – brikker til en mål-mosaik”. Specialrådgivningen Sønderjyllands Amt, 1991.

   
  Projektet Kommunikationsudvikling udføres af Socialt Udviklingscenter SUS