Udskriv

Børns samvær

Fra projekt “Børns Samvær”, Solbo i Århus Amt 1999

Børneinstitutionen Solbo er for multihandicappede børn uden et verbalt sprog. Her har man foretaget et udviklingsarbejde, der bl.a. har sat fokus på børnenes kommunikation og samvær indbyrdes (Det har ført til udgivelsen af bogen “I legens land – samvær og kommunikation blandt børn med betydeligt og varigt nedsat funktionsevne”). Selvom projektet handler om børn og har stort fokus på leg, kan resultaterne også være til gavn for arbejdet med samvær og kommunikation blandt voksne mennesker med handicap uden et verbalt sprog.

Projektgruppen indledte med en litteratursøgning og fandt ud af, at ingen andre havde beskæftiget sig med dette emne før. De mener, at det hænger sammen med, at man er mere tilbøjelig til at fokusere på, hvad multihandicappede skal udvikle sig til end, hvad de i det givne øjeblik er og kan. De mener også, at mennesker med et verbalt sprog har en tendens til at opfatte det u-udtalte som udtryk for tomhed.

Imidlertid viser Solbos projekt, at der er samspil børnene imellem. Ved hjælp af et grundigt litteraturstudie af teorier omkring leg og kommunikation og ikke mindst videooptagelser af hverdagen i Solbo fandt man ud af, at børnene faktisk kommunikerede og legede sammen.

Børnenes kommunikative koder var tidligere blevet opfattet som tilfældige og i mange tilfælde overset af personalet. Man fandt nu bl.a. ud af, at børnene viste hinanden opmærksomhed ved at imitere hinandens bevægelser eller lyde.

Udviklingsarbejdet viser også, at pædagogen har en rolle at spille i dette forhold. Det er vigtigt, at personalet anser børnenes samvær for mulig og tilstedeværende, når børnene fx har behov for at blive flyttet tættere på hinanden, hvis de ikke selv kan bevæge sig. Personalet må give børnene mulighed for fysisk nærhed og give børnene de formidlende småbemærkninger, som forældre og andre voksne anvender, når de skal støtte børns samvær og fælles sociale udvikling. Projektets deltagere fremhæver, at det at have venskaber er vigtigere for livskvaliteten og selvværdet end det at magte en specifik færdighed, selvom pædagoger ofte lægger mest vægt på det sidste. Derfor opfordrer projektgruppen andre pædagoger til at dæmpe lysten til at stå i centrum og have kontrollen med de handicappedes aktiviteter og i stedet være med fra sidelinien – selvom det kan være svært at vænne sig til følelsen af ikke at være 100% uundværlig. Det centrale spørgsmål er ikke længere: “Hvad kan vi lave med børnene?”, men derimod:

“Hvad kan vi lave sammen med børnene?”

“Hvad kan børnene lave sammen?”

“Hvad kan vi som voksne lære af børnene?”

Projektdeltagerne sammenligner pædagogens nye rolle med en antropolog, der forsøger at forstå meningen med det liv, der leves i et for hende ukendt land. De opstiller nogle stikord for, hvordan pædagogerne kan støtte børnenes leg:

  • Fastholdelse
  • Koordinering
  • Udbygning
  • Bringe individualiserede børn sammen
  • At give sig tid
Projektet har udvidet fokus fra det barn, man umiddelbart har ansvar for, til flere – fx potentielle legekammerater. Det har ført til, at man er gået væk fra den traditionelle ordning med en kontaktperson til hvert enkelt barn og over til at bygge samvær op omkring bestemte børns behov for hinanden eller med udgangspunkt i fælles interesser.

Udover en ændret opfattelse af pædagogernes rolle i børnenes samvær har pædagogerne også lært mere om, hvordan børnene kommunikerer, og prøver nu selv at benytte børnenes kommunikative koder. Det gælder fx imitation, selvom det er svært for pædagogerne at overskride deres grænser for civiliseret adfærd for voksne.

Alt i alt har projektet givet større arbejdsglæde, idet også personalet nyder børnenes glæde ved at lege med hinanden. Personalet oplever desuden en større respekt for børnene.

Læs mere:
Madsen, Mette Vejstrup (red.): “I legens land. Samvær og kommunikation blandt børn med betydeligt og varigt nedsat funktionsevne”. Forlaget Systime 1999.

   
  Projektet Kommunikationsudvikling udføres af Socialt Udviklingscenter SUS