Udskriv

Livshistoriebøger

Fra Eva Frank Broni, Frederiksborg Amt

Eva Frank Broni har erfaret, at der blandt Frederiksborg Amts brugere af bo- og dagtilbud er et udækket behov for en håndgribelig livshistorie og nogen at have erindringer sammen med. Målgruppen for livshistorierne er alle personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Livshistorierne har til formål at skabe en højere livskvalitet for brugerne med ofte derpå følgende forhøjet selvværd. Man kan bruge livshistorierne til at afdække brugernes kommunikationserfaringer, kompetencer og interesser, før man begynder et udviklingsarbejde omkring kommunikation. Derudover kan livshistorierne være et vigtigt redskab for pædagoger til at udarbejde handleplaner for de enkelte brugere. Personalet i bo- og dagtilbuddene analyserer livshistorierne for at finde ud af, hvad brugernes handicap konkret består i, hvilke påvirkninger udefra der evt. har gjort det svært for brugeren at udvikle sig, brugernes reaktioner og hvad personalet nu kan gøre: “Vi i personalegruppen får simpelthen et mere personligt forhold til de udviklingshæmmede, der bor eller kommer her, når vi kender lidt til deres liv. Og vikarer kan hurtigt se materialet igennem og få et personligt og mere levende forhold til personen”.

Eva Frank Broni påpeger, at mennesker med udviklingshæmning ofte udsættes for et stort svigt, når en medarbejder pludselig ophører: “Når personalet forlader jobbet, tager de ikke alene en del af brugerens historie med på rejsen men også en del af brugerens identitet. Brugerne bliver med tiden historieløse”. En baggrundsforståelse for brugerne er vigtig for kommunikationen. Som Eva Frank Broni påpeger, handler 94% af al kommunikation mellem mennesker om fortiden. Dette er folk, der arbejder med mennesker med udviklingshæmning, ikke altid opmærksomme på, fordi de tænker mere i udvikling. Som en sidegevinst kan den enkeltes livshistorie afspejle de forskellige politiske, lovmæssige og pædagogiske holdninger til arbejdet med mennesker med handicap igennem tiden.

Til livshistorierne kan der anvendes video, foto, skriftlige beretninger (fx dåbsattest, vaccinationsattest, værgemål m.m.), arkivmateriale, samtaler og interview (ikke bare med brugeren selv, men også med bl.a. pårørende, pædagoger og tidligere personale), båndoptagelser o.l. For nogle kan det være hensigtsmæssigt at forsyne billeder med pictogrammer foruden tekst. Det er i øvrigt en god idé at lave bogen om livshistorien som en mappe med plastlommer, hvilket gør det let at tilføje noget. I enkelte tilfælde kan man rejse med brugeren tilbage til tidligere opholds/bopæls/feriesteder eller til familie, der har følelsesmæssige, tætte relationer til brugeren for at hjælpe brugeren med at huske. Også andre sanseoplevelser som fx lugte, lyde og smagsoplevelser kan bruges til brugerens beskrivelser. Det forudsætter tilladelse til aktindsigt hos brugeren selv eller familie og/eller hos forstanderen af brugerens bosted. Livshistorien tilhører brugeren selv og skal være i dennes varetægt. Men det vil være en fordel derudover at have en kopi i cd-rom-form opbevaret af forstanderen i et forsvarligt aflåst arkiv, således at man løbende kan tilføje noget til livshistorien samt bruge den til udarbejdelse af handleplaner.

Hvis brugeren selv er i stand til at fortælle, er det vigtigt, at man modtager erindringerne med respekt; dvs. at man skriver nøjagtigt, hvad der fortælles: “Det er menneskeligt kun at huske det gode i livet, og det dårlige huskes kun når man er afklaret i forhold hertil”. Dog kan skriveren tilføje forklaringer, hvis blot man gør klart, at det er skriverens tilføjelser.. Desuden er det vigtigt at gøre opmærksom på det, når det er familie eller andre end brugeren, der fortæller, så disse erindringer ikke forveksles med brugerens egne. Uanset brugerens funktionsniveau er det vigtigt at lave livshistoriebogen i samarbejde med brugeren, hvor man også må respektere fravalg af billeder.

I første del af livshistoriebogen fortæller brugeren sin egen historie. Den suppleres med slægtstavle og de foto, han/hun selv vil have med. Her kan også være underafsnit, hvor pårørende og kontaktpersonen fortæller om brugerens oplevelse af processen med at lave bogen. Den anden del består af faktuelle oplysninger, som er inddelt i emnerne: Fødsel, familie, bopæl, dagforanstaltning, skolegang, uddannelse, sygdom og udvikling.

Eva Frank Broni har haft sine tvivlsspørgsmål som fx: Kan man skrive alt, som har relevans for brugeren og dennes livshistorie? – Også hvis det berører de pårørende? Hun har fx været i tvivl om, hvorvidt hun skulle skrive en forklaring på en brugers sterilisation. Hendes egen konklusion er, at man skal medtage de oplysninger, der er vigtige for brugerens liv og udvikling, men med videst mulige hensyn. Af ulemper fremhæver hun, at det kan være et problem for personalet at få økonomi og tid til at udarbejde livshistorier.

Læs mere:
Broni, Eva Frank: “Vi har alle en livshistorie” i: LEV 5/2001.

   
  Projektet Kommunikationsudvikling udføres af Socialt Udviklingscenter SUS