![]() |
|
![]() |
|
Projektet stoppede i 2006, men hjemmesiden bevares. Socialt Udviklingscenter SUS fortsætter arbejdet med bl.a kommunikationsudvikling. Se mere på www.sus.dk |
Interview af brugere uden et verbalt sprog Af Birger Perlt, seniorkonsulent i Socialt Udviklingscenter SUS De følgende overvejelser beskriver en metodisk tilgang til at interviewe udviklingshæmmende mennesker uden et ekspressivt verbalt sprog. Overvejelserne er formuleret i forbindelse med en række evalueringer af bo- og servicetilbud, foretaget efter KUBI-modellen (se www.sus.dk). Evalueringerne har alle været gængse evalueringer i den forstand, at der er blevet foretaget vurderinger af kvaliteten i service og tilbud på stederne, samtidig med at der også har været tale om afprøvning af en evalueringsform, hvor brugere uden ekspressivt verbalt sprog også interviewes. Et spektrum af brugere Udgangspunktet må naturligvis være, at det er muligt at opstille nogle principper for, hvorledes selv svært handicappede brugeres forholden sig til deres omgivelser kan opfanges og registreres. Dette drejer sig ikke om, hvad brugeren kan – men om, hvad systemet kan tilbyde af “følsomhed og åbenhed” over for brugerens udspil med henblik på at fortolke og understøtte brugerens kommunikationsforsøg. Dette perspektiv er vigtigt, da der formentlig ikke er tale om én brugergruppe, men om et spektrum af brugere, hvor det er nødvendigt som minimum muligt at adskille tre grupperinger fra hinanden:
Selvom udgangspunktet i relation til de to sidstnævnte grupperinger må tages i og være fokuseret på brugerens egne udspil/svar, er det for disse brugere nødvendigt at supplere med indsamling af andre former for informationer, der fokuserer på rummeligheden og fleksibiliteten i det nære system omkring brugeren. Metodeovervejelser i forhold til interview Den ovenfor nævnte inddeling af brugerne efter de tilbud, som det nære system må give for at etablere rammerne for en optimal kommunikation for den enkelte bruger, er taget som udgangspunkt for de følgende metodiske overvejelser i forhold til at interviewe brugere uden et ekspressivt verbalt sprog. Konsulenter fra Socialt Udviklingscenter SUS har i forbindelse med evaluering af bo- og servicetilbud benyttet sig af følgende former for interview, der er opstillet i en rækkefølge, hvor man bevæger sig fra en ren – men fragmenteret – interviewform til en interviewform, hvor den nærmeste kontaktperson i personalegruppen svarer på brugerens vegne:
Gyldighed og pålidelighed af brugerudsagn I forlængelse heraf er det naturligvis nødvendigt at stille sig spørgsmålet om, hvorvidt en brugers svar (uanset hvorledes det er fremkommet) nu også er rigtigt. For disse brugere kan det måske være svært at afgøre, om et svar vedrørende fx fritiden er et svar på noget, der har fundet sted, finder sted, eller som brugeren ønsker sig. Med henblik på at sikre den størst mulige gyldighed og pålidelighed i dataindsamling og analyse kan man foretage følgende overvejelser: Den enkelte bruger skal, uanset graden af sit handicap, naturligvis spørges om, hvorvidt vedkommende ønsker at deltage eller ej. For at sikre den størst mulige troværdighed af et tilsagn skal bo- eller servicetilbudets leder beskrive, hvorledes den enkelte bruger er blevet spurgt, og hvorledes medarbejderne har følt sig sikre på, at der var tale om et tilsagn om at medvirke. Derudover kan kun gentagne afprøvninger i forskellige sammenhænge afgøre, hvad der giver de mest gyldige og pålidelige svar. Man kan variere det sted, hvor interviewet foretages – eget værelse, fælles opholdsrum. Man kan variere den nærmeste støttepersons fysiske kontakt med brugeren under interviewforløbet – hånden liggende på brugerens knæ eller arm, holde hinanden i hånden, ingen kontakt (udover øjenkontakten). Man kan variere aktivitetsforløbet umiddelbart forud for interviewet – brugeren kan være blevet masseret eller badet, brugeren kan have hørt noget afslappende musik osv. Og endelig kan man selvfølgelig variere mellem støttepersoner – med mindre brugeren selv kan udtrykke glæde ved/sympati for en bestemt støtteperson. Brug af observationer Det helt centrale for de nævnte brugergrupper, der er meget afhængige af såvel den fysiske, den kommunikative, den psykiske og den sociale støtte fra personalets side, er, hvorledes det er muligt at vurdere kvaliteten af relationerne mellem brugeren og personalet. Da det i stort omfang kun er muligt at få den ene parts udsagn herom, er det nødvendigt også at basere en vurdering af relationers kvalitet på observationer i boligen/servicetilbudet. Det er naturligvis et åbent spørgsmål, om kvalitet defineres og vurderes ensartet af alle – især når der er forskellige parter (brugere, pårørende og personale) med forskellige perspektiver og interesser. I en kvalitetsvurdering af støtte må der ligge en skelnen mellem støttens indhold – det man får støtte til – og den måde, støtten gives på. I overensstemmelse hermed bør man således i sine observationer af kvaliteten i relationerne mellem brugerne og personalet først og fremmest se på, hvorledes brugerne sikres valgmuligheder og dermed indflydelse på egen hverdag. Observationerne bør således koncentreres om
Klassificering og rammefastsættelse En nærmere analyse af relationen mellem en bruger og det nære miljø (bofællesskabet) kan med fordel tage udgangspunkt i en niveauopdeling:
På alle tre niveauer kan relationerne analyseres på baggrund af to perspektiver – klassificering og rammefastsættelse. Med klassificering menes den måde, man i et miljø opdeler virkeligheden i begreber, genstande, tid og rum. Denne opdeling er også en inddeling i, hvad der passer sammen, og hvad der ikke passer sammen i miljøet. Man kan tale om en høj grad af klassificering, hvis der er en skarp adskillelse af kompetenceområder, et stærkt struktureret magthieraki med bestemte kommandoveje eller stærkt styrende tidsskemaer (fx ved spisetider). I ethvert miljø er der naturligvis en hvis grad af klassificering – som minimum mellem deltagere i miljøet og de, der ikke lever i miljøet. Men der er også tale om klassificering, når der indenfor miljøets rammer gælder forskellige ting for forskellige grupper af deltagere (fx ansatte og brugere). Rammefastsættelse er et spørgsmål om, hvornår det er tilladt at tale om hvad i de sociale relationer. Rammefastsættelse drejer sig således dels om, hvad det er tilladt at snakke sammen om, dels om hvor og hvornår en given kommunikation kan føres. Rammefastsættelse drejer sig i sidste ende om kontrollen over kommunikationskriterier – er rammefastsættelsen stærk, er kommunikationen bestemt udefra eller styret af kun den ene part. Og omvendt – jo svagere rammefastsættelse, des større kontrol og mulighed for at præge kommunikationen har begge involverede parter selv. En “simpel test” kan vise meget om rammefastsættelsen i fx et bofællesskab, såfremt man over et tidsrum nedskriver, hvem der bestemmer, hvad brugerne foretager sig, hvem de er sammen med, hvor de opholder sig, og hvem der har taget initiativet dertil. Hvis observationerne viser, at personalet fastlægger aktiviteterne, samværet og lokaliteten samt tager initiativet hertil, så er der tale om en ydre bestemt rammefastsættelse, der ikke åbner op for at lade relationerne udvikle sig på egne præmisser. Er både klassificering og rammefastsættelse stærk i et givet miljø, har dette en indbygget tendens til rigidt at gentage fortiden, sine rutiner og sin pædagogiske ideologi – og til at overføre dette til brugerne. Er omvendt begge perspektiver svage, ligger vægten på nutiden, på muligheden for at kombinere og dermed skabe nye og fleksible samværsmønstre. Klassificering og rammefastsættelse er til en hvis grad nødvendige, såfremt et miljø skal kunne fungere og hænge sammen – det drejer sig således om at finde en balance, der åbner op og giver muligheder for udvikling, men samtidig fungerer med den nødvendige effektivitet, koordinering og beskyttelse af det enkelte menneske.
Erfaringer fra gennemførelse af interview med brugere uden ekspressivt verbalt sprog
|
Projektet Kommunikationsudvikling udføres af Socialt Udviklingscenter SUS |