Udskriv

Interview af brugere uden et verbalt sprog

Af Birger Perlt, seniorkonsulent i Socialt Udviklingscenter SUS

De følgende overvejelser beskriver en metodisk tilgang til at interviewe udviklingshæmmende mennesker uden et ekspressivt verbalt sprog. Overvejelserne er formuleret i forbindelse med en række evalueringer af bo- og servicetilbud, foretaget efter KUBI-modellen (se www.sus.dk). Evalueringerne har alle været gængse evalueringer i den forstand, at der er blevet foretaget vurderinger af kvaliteten i service og tilbud på stederne, samtidig med at der også har været tale om afprøvning af en evalueringsform, hvor brugere uden ekspressivt verbalt sprog også interviewes.

Et spektrum af brugere

Udgangspunktet må naturligvis være, at det er muligt at opstille nogle principper for, hvorledes selv svært handicappede brugeres forholden sig til deres omgivelser kan opfanges og registreres. Dette drejer sig ikke om, hvad brugeren kan – men om, hvad systemet kan tilbyde af “følsomhed og åbenhed” over for brugerens udspil med henblik på at fortolke og understøtte brugerens kommunikationsforsøg. Dette perspektiv er vigtigt, da der formentlig ikke er tale om én brugergruppe, men om et spektrum af brugere, hvor det er nødvendigt som minimum muligt at adskille tre grupperinger fra hinanden:

  • En gruppe af brugere, der besidder et impressivt sprog og har en relativ stor social erfaring. Denne gruppe kan formentlig støttes til at udtrykke meninger, holdninger og ønsker, såfremt det er muligt at trække på en rimelig standardiseret kommunikationsform (fx tegn-til-tale, piktogrammer, bliss). Her gælder det således om at få opbygget et bredt kendskab til fordele og ulemper ved de kommunikationshjælpemidler der kendes og anvendes i dag.
  • En anden gruppe brugere, der ikke besidder et impressivt sprog, men måske nok har en hvis form for social erfaring, der dog er bundet meget til relationerne til de støttepersoner, der findes omkring dem. Her er det formentlig væsentligt at udvikle en kombination af metoder, hvor det at kunne sige til og fra (og således udtrykke en mening eller en holdning) må kombineres med udsagn indhentet gennem interview med nærtstående personer (familie, personale, måske andre brugere). Det er ligeledes nødvendigt i denne kombination af metoder også at indtænke den direkte observation af vedkommende brugers forhold til sine omgivelser – og kernespørgsmålet bliver her naturligvis, hvorledes det er muligt at sætte ord på relationsforløb, oplevelse af relationer og kvaliteten i relationer.
  • En tredje gruppe brugere udgøres af meget svært handicappede, hvor det er umuligt at afgøre, hvorvidt de besidder et impressivt sprog. Denne gruppe er ikke alene totalt afhængig af sine omgivelser, men har muligvis også så svært ved at tage initiativ til kontakt eller blot signalere lyst/ulyst, at næsten al kommunikation afhænger af omgivelsernes fortolkning (og væremåde som reaktion på modoverføringer). For denne gruppe vil det blive meget vanskeligt at udvikle en “interview- og observationsguide”, men bare det systematisk at gennemtænke og diskutere problemstillingen vil i sig selv rykke nogle grænser og give anledning til inspiration.

Selvom udgangspunktet i relation til de to sidstnævnte grupperinger må tages i og være fokuseret på brugerens egne udspil/svar, er det for disse brugere nødvendigt at supplere med indsamling af andre former for informationer, der fokuserer på rummeligheden og fleksibiliteten i det nære system omkring brugeren.

Metodeovervejelser i forhold til interview

Den ovenfor nævnte inddeling af brugerne efter de tilbud, som det nære system må give for at etablere rammerne for en optimal kommunikation for den enkelte bruger, er taget som udgangspunkt for de følgende metodiske overvejelser i forhold til at interviewe brugere uden et ekspressivt verbalt sprog.

Konsulenter fra Socialt Udviklingscenter SUS har i forbindelse med evaluering af bo- og servicetilbud benyttet sig af følgende former for interview, der er opstillet i en rækkefølge, hvor man bevæger sig fra en ren – men fragmenteret – interviewform til en interviewform, hvor den nærmeste kontaktperson i personalegruppen svarer på brugerens vegne:

  1. Brugeren bliver interviewet på almindelig vis og har mulighed for at give verbalt svar på egne præmisser, d.v.s. sproget kan være fragmenteret, med mange gentagelser og stereotypier – men et interview kan foretages, om end det vil tage længere tid end normalt. Det er vigtigt at sikre sig, at svarene dækker over en forståelse af de stillede spørgsmål, hvorfor det kan blive nødvendigt at spørge meget nuanceret eller vende tilbage til det samme spørgsmål flere gange.
  2. Brugeren bliver interviewet ved hjælp af billeder fra en visuel interviewguide (hvor interviewtemaerne er illustreret gennem billeder tegnet efter anvisning fra andre brugere) og har mulighed for at tilkendegive en bekræftelse eller benægtelse – enten i form af ja/nej, +/-, glad ansigt/surt ansigt.
  3. Brugeren bliver interviewet ved hjælp af forskellige billedsæt (den visuelle guide, fotos fra hverdagen, Picture Communication Symbols) og har mulighed for at svare gennem udpegning og som under punkt 2.
  4. Brugeren bliver interviewet ved, at den nære støtteperson svarer på vedkommendes vegne, mens vedkommende selv er til stede. Interviewet kan støttes af billeder som under punkt 3.
Den nærmeste støtteperson blev valgt som svarer ud fra en lang række overvejelser, der sigtede mod at give størst mulighed for, at brugeren var i centrum for interviewet. For det første havde brugeren måske ikke haft mulighed for selvstændigt at udpege en anden svarperson (eller vælge mellem flere fx en pårørende), men det måtte formodes, at den nærmeste støtteperson kendte brugerens hverdag og ønsker/behov i forhold hertil bedst. For det andet ville støttepersonens svar indikere noget om systemets rummelighed og fleksibilitet, ligesom det at skulle svare på en andens vegne, medens vedkommende er til stede, i sig selv måtte formodes at sætte nogle tanker i gang om brugerens muligheder og egen praksis i forhold hertil.

Gyldighed og pålidelighed af brugerudsagn

I forlængelse heraf er det naturligvis nødvendigt at stille sig spørgsmålet om, hvorvidt en brugers svar (uanset hvorledes det er fremkommet) nu også er rigtigt. For disse brugere kan det måske være svært at afgøre, om et svar vedrørende fx fritiden er et svar på noget, der har fundet sted, finder sted, eller som brugeren ønsker sig.

Med henblik på at sikre den størst mulige gyldighed og pålidelighed i dataindsamling og analyse kan man foretage følgende overvejelser:

Den enkelte bruger skal, uanset graden af sit handicap, naturligvis spørges om, hvorvidt vedkommende ønsker at deltage eller ej. For at sikre den størst mulige troværdighed af et tilsagn skal bo- eller servicetilbudets leder beskrive, hvorledes den enkelte bruger er blevet spurgt, og hvorledes medarbejderne har følt sig sikre på, at der var tale om et tilsagn om at medvirke.

Derudover kan kun gentagne afprøvninger i forskellige sammenhænge afgøre, hvad der giver de mest gyldige og pålidelige svar. Man kan variere det sted, hvor interviewet foretages – eget værelse, fælles opholdsrum. Man kan variere den nærmeste støttepersons fysiske kontakt med brugeren under interviewforløbet – hånden liggende på brugerens knæ eller arm, holde hinanden i hånden, ingen kontakt (udover øjenkontakten). Man kan variere aktivitetsforløbet umiddelbart forud for interviewet – brugeren kan være blevet masseret eller badet, brugeren kan have hørt noget afslappende musik osv. Og endelig kan man selvfølgelig variere mellem støttepersoner – med mindre brugeren selv kan udtrykke glæde ved/sympati for en bestemt støtteperson.

Brug af observationer

Det helt centrale for de nævnte brugergrupper, der er meget afhængige af såvel den fysiske, den kommunikative, den psykiske og den sociale støtte fra personalets side, er, hvorledes det er muligt at vurdere kvaliteten af relationerne mellem brugeren og personalet. Da det i stort omfang kun er muligt at få den ene parts udsagn herom, er det nødvendigt også at basere en vurdering af relationers kvalitet på observationer i boligen/servicetilbudet.

Det er naturligvis et åbent spørgsmål, om kvalitet defineres og vurderes ensartet af alle – især når der er forskellige parter (brugere, pårørende og personale) med forskellige perspektiver og interesser. I en kvalitetsvurdering af støtte må der ligge en skelnen mellem støttens indhold – det man får støtte til – og den måde, støtten gives på. I overensstemmelse hermed bør man således i sine observationer af kvaliteten i relationerne mellem brugerne og personalet først og fremmest se på, hvorledes brugerne sikres valgmuligheder og dermed indflydelse på egen hverdag. Observationerne bør således koncentreres om

  • i hvor høj grad den enkelte brugers individualitet kommer til udtryk i påklædning, indretning af værelser, kommunikation m.v.
  • i hvor høj grad personalet er individuelle i deres samvær med den enkelte bruger
  • i hvor høj grad personalet behandler brugeren alderssvarende og med almindelig værdighed
  • i hvor høj grad hverdagen ikke styres af rutiner, men af gentagne tilbud til den enkelte bruger (også selv om man ved, hvad brugerens valg vil være)
  • i hvor høj grad boligens rammer vidner om personalets stadige opmærksomhed på brugernes behov og ønsker – og således ikke bærer præg af nedslidning, rationalitet uden æstetik og disharmoni i forhold til brugernes alder
  • i hvor høj grad personalet indbyrdes tolker en brugers signaler/reaktioner og samtidig inddrager vedkommende bruger og afstemmer tolkningerne med denne
Man kan i forbindelse med observationer med fordel også overveje brugen af video, såfremt dette gøres etisk forsvarligt.

Klassificering og rammefastsættelse

En nærmere analyse af relationen mellem en bruger og det nære miljø (bofællesskabet) kan med fordel tage udgangspunkt i en niveauopdeling:

  • den måde, organisationen er struktureret på fx i form af arbejdsplaner, tidsskemaer mv.
  • den fremherskende pædagogiske ideologi i form af de principper og tankesæt, som de daglige pædagogiske handlinger styres af, og
  • den kommunikative praksis i bofællesskabet i form af de daglige handlemønstre, som de rent faktisk udfoldes
En vurdering af kvaliteten i relationen mellem en bruger og vedkommendes nære miljø må se på, i hvor høj grad der på de tre niveauer er mulighed for, at relationen mellem mennesker kan udvikle sig på egne betingelser – eller om relationen er styret udefra. I denne forbindelse er det vigtigt at fastslå, at de tre niveauer har en indbyrdes sammenhæng og påvirker hinanden. Er den organisatoriske ramme således lagt fast i et detaljeret tidsskema, hvor døgnets aktiviteter nøje specificeres og reguleres, er den pædagogiske ideologi efter al sandsynlighed baseret på overvågning, træning og adfærdsvurdering. I overensstemmelse hermed er hverdagens kommunikation sikkert også præget af normer, der gør det utilladeligt at sætte spørgsmålstegn ved den organisatoriske ramme og den fremherskende ideologi.

På alle tre niveauer kan relationerne analyseres på baggrund af to perspektiver – klassificering og rammefastsættelse. Med klassificering menes den måde, man i et miljø opdeler virkeligheden i begreber, genstande, tid og rum. Denne opdeling er også en inddeling i, hvad der passer sammen, og hvad der ikke passer sammen i miljøet. Man kan tale om en høj grad af klassificering, hvis der er en skarp adskillelse af kompetenceområder, et stærkt struktureret magthieraki med bestemte kommandoveje eller stærkt styrende tidsskemaer (fx ved spisetider). I ethvert miljø er der naturligvis en hvis grad af klassificering – som minimum mellem deltagere i miljøet og de, der ikke lever i miljøet. Men der er også tale om klassificering, når der indenfor miljøets rammer gælder forskellige ting for forskellige grupper af deltagere (fx ansatte og brugere).

Rammefastsættelse er et spørgsmål om, hvornår det er tilladt at tale om hvad i de sociale relationer. Rammefastsættelse drejer sig således dels om, hvad det er tilladt at snakke sammen om, dels om hvor og hvornår en given kommunikation kan føres. Rammefastsættelse drejer sig i sidste ende om kontrollen over kommunikationskriterier – er rammefastsættelsen stærk, er kommunikationen bestemt udefra eller styret af kun den ene part. Og omvendt – jo svagere rammefastsættelse, des større kontrol og mulighed for at præge kommunikationen har begge involverede parter selv.

En “simpel test” kan vise meget om rammefastsættelsen i fx et bofællesskab, såfremt man over et tidsrum nedskriver, hvem der bestemmer, hvad brugerne foretager sig, hvem de er sammen med, hvor de opholder sig, og hvem der har taget initiativet dertil. Hvis observationerne viser, at personalet fastlægger aktiviteterne, samværet og lokaliteten samt tager initiativet hertil, så er der tale om en ydre bestemt rammefastsættelse, der ikke åbner op for at lade relationerne udvikle sig på egne præmisser.

Er både klassificering og rammefastsættelse stærk i et givet miljø, har dette en indbygget tendens til rigidt at gentage fortiden, sine rutiner og sin pædagogiske ideologi – og til at overføre dette til brugerne. Er omvendt begge perspektiver svage, ligger vægten på nutiden, på muligheden for at kombinere og dermed skabe nye og fleksible samværsmønstre. Klassificering og rammefastsættelse er til en hvis grad nødvendige, såfremt et miljø skal kunne fungere og hænge sammen – det drejer sig således om at finde en balance, der åbner op og giver muligheder for udvikling, men samtidig fungerer med den nødvendige effektivitet, koordinering og beskyttelse af det enkelte menneske.

 

Erfaringer fra gennemførelse af interview med brugere uden ekspressivt verbalt sprog

  • Der bør afsættes flere dage til observation og uformel kontakt med de brugere, der skal interviewes. I løbet af et par dage mærkes nemlig en stigende grad af genkendelse og tryghed fra de involverede brugeres side.
  • Systematiske observationer bør opprioriteres, for i højere grad at kunne holde brugernes “anderledeshed” (udseende, adfærd, kommunikationsform) ude fra indtrykket af miljøets måde at reagere på den enkelte bruger på.
  • Støttepersonen skal se brugeren i øjnene og i videst muligt omfang svare med udgangspunkt i følgende “formel”: jeg tror, at du, XX (navnet på brugeren), vil svare sådan og sådan på dette spørgsmål.
  • Det er vigtigt – for at skabe en tryg og rar stemning – at der ikke er for mange personer til stede under interviewet.
  • Interviewene med brugerne bør – bortset fra de mere uformelle samtaler – ikke foregå i omgivelser, hvor kontakten forstyrres af andre brugere eller af personale. Brugerinterviewene bør foregå i mere rolige omgivelser, der giver mulighed for at tage sig den nødvendige tid for alle parter uden at lade sig distrahere eller skulle følge med i, hvad der i øvrigt foregår.
  • I de tilfælde, hvor brugere – selv blot i minimal grad – kan tilkendegive deres mening (evt. blot ved nik, grimasser eller lign.) fungerer et almindeligt interview et langt stykke hen ad vejen, mens et interview med støtte i interviewguidens tegninger ikke lader sig realisere – formentlig fordi tegningerne forekommer for abstrakte for denne brugergruppe. Tegningerne bør erstattes af fotografier fra den pågældende brugers egen hverdag. Dette forudsætter imidlertid, at personalet tilstrækkelig tidligt får mulighed for at forberede en længere fotoserie for hver enkelt brugers vedkommende. Her henstår imidlertid en række uafklarede spørgsmål: Hvor mange fotografier? Hvorledes illustreres værdierne gennem fotos? Hvor stor skal graden af detaljering være (åben dør, lukket dør, dør med en anden bruger i tre fotos for at illustrere, hvorvidt man kan være sig selv uden indblanding fra medbeboere)?
  • At anmode personalet om at oversætte/tolke/tale på vegne af den enkelte bruger lader sig realisere, såfremt personalet ikke forfalder til at opleve sig mere som interviewer af brugeren (det være sig som oversætter eller som interviewerens “forlængede arm”) end som den, der skal tale på brugerens vegne.
  • Endelig skal det bemærkes, at det ikke er forsøgt at lade en anden bruger – det være sig en medbeboer eller en udefra kommende bruger – svare på vegne af den bruger, der interviewes.

   
  Projektet Kommunikationsudvikling udføres af Socialt Udviklingscenter SUS