Udskriv

Et interaktionistisk kommunikationsbegreb

I bogen Kommunikation og psykisk udvikling fra fødslen til skolealderen giver Maja Lisina en god og brugbar definition af begrebet kommunikation, når fokus er på etablering af rammer for og praktisk støtte til udvikling af kommunikation:

“Kommunikation er en interaktion mellem to eller flere personer, som består i en udveksling af informationer for at koordinere og forene deres anstrengelser med det formål at etablere relationer og nå frem til et fælles resultat”.

I denne definition ligger flere ting. For det første peger den på, at kommunikation er en interaktion – eller med andre ord noget gensidigt. Det betyder, at kommunikationsdeltagerne alle handler aktivt. Der kan dog godt være forskel på aktiviteten således, at den ene part tager initiativet og henvender sig til en anden part (eller til flere andre på én gang), som til gengæld lytter og ser på og dermed modtager en meddelelse. Kommunikationsdeltagerne skifter almindeligvis roller undervejs, og kommunikation er derfor en flersidig proces. På den måde er kommunikationen ikke blot motiveret af at handle, men også et udtryk for et ønske om at handle i fællesskab.

I Maja Lisinas øjne vil kommunikation således altid finde sted mellem to eller flere personer. Det udelukker for eksempel et menneskes dialog med sig selv foran computeren (eller vedkommendes “interaktion” med computeren), ligesom definitionen udelukker en-vejs-kommunikation, hvor publikums reaktion er utilgængelig for den talende, skrivende etc. (som det eksempelvis kan være for forfattere eller personer, der holder oplæg i radioen).

Ifølge Maja Lisina er det centrale i kommunikation en udveksling af informationer mellem parterne i interaktionen. Da informationer kan udveksles på mange måder, er kommunikation ikke blot indskrænket til at dække det talte sprog. Den ikke-verbale kommunikation i form af eksempelvis øjekast og mimik er i lige så høj grad kommunikation.

Ved kommunikation koordinerer og forener kommunikationsdeltagerne deres anstrengelser; det vil sige, at de har et formål med kommunikationen. Dette gælder også diskussioner og skænderier, selvom de kan have et negativt – og ikke-fælles – resultat, fordi deltagerne trods alt har beskæftiget sig med sammen at afklare, hvad de var uenige om.

Endelig påpeger Maja Lisina, at deltagerne i en kommunikationsproces fremtræder som personligheder og ikke blot fysiske legemer. Derfor er det ikke kommunikation, hvis en frisør udelukkende klipper en kundes hår. I en kommunikationsproces henvender folk sig til hinanden for at modtage svar og reaktioner.

Mere om Maja Lisinas kommunikationsdefinition og om, hvordan hun brugte definitionen i sin forskning, kan læses i:

Lisina, Maja: “Kommunikation og psykisk udvikling fra fødslen til skolealderen”. Forlaget Sputnik 1989.

Maja Lisina (1929-1983) var professor, dr. psych. og leder af forskningen indenfor førskolebarnets psykiske udvikling og opdragelse ved Institut for Almen og Anvendt Psykologi under Sovjetunionens Akademi for de Pædagogiske Videnskaber.

 

   
  Projektet Kommunikationsudvikling udføres af Socialt Udviklingscenter SUS