Udskriv

At være er at være i kommunikation – kommunikation og kommunikationshandicap

af Lars von der Lieth

Forsøg på en terminologisk afklaring

“At kommunikere” betyder ’at gøre noget fælles’. I dag anvendes udtrykket først og fremmest til at beskrive, hvordan en person delagtiggør en anden person i sine tanker, følelser, oplevelser og erfaringer. Denne brug af ordet har som forudsætning, at der findes en afsender, en modtager og et kommunikationsmiddel. Dette kommunikationsmiddel har traditionelt været det talte sprog, men samtidig har mennesket altid brugt gestik, mimik og andre former for supplerende kommunikationsmidler (Lieth, Kuschel & Petersen 1993).

Med et relativt nyt ord kan vi kalde dette samspil mellem tale og gestikulation for “totalkommunikation”, idet vi hermed gør opmærksom på den rigdom af kommunikationsmidler, der er til vor rådighed ud over det talte ord. “Totalkommunikation” kan kort beskrives som summen af alle nonverbale og verbale kommunikationsformer, som et menneske benytter sig af i en kommunikationssituation.

At være er at være i kommunikation

Med en let omskrivning af det berømte Shakespearecitat “at være eller ikke være” påpeges det for mennesket så altafgørende at være i kommunikation. Det er blevet sagt, at det er sproget, der gør mennesket til menneske, det er i hvert fald evnen til at danne sprog, der gør mennesket forskelligt fra andre dyrearter. Men evnen til at danne sprog hænger sammen med den mere generelle evne til at kommunikere og dermed til at tolke signaler fra andre mennesker, hvad enten disse signaler er simple såsom gestik, mimik eller lyde eller de er komplicerede, som symboler. Vi kender ikke til samfund eller sociale grupperinger, som ikke har et fælles talesprog, men vi kender individer i alle samfund, der ikke behersker dette talesprog af den ene eller anden grund. For at give disse mennesker mulighed for at udvikle sig må vi arbejde anderledes med kommunikation og sprogudvikling, end vi har for vane.

Der er ikke tale om nogen homogen gruppe af mennesker, nogle har i kortere tid talevanskeligheder, andre får aldrig udviklet et talesprog, nogle har et perfekt sprog, men det er blot ikke det sprog der tales på det sted, hvor de bor, og det lokale sprog behersker de ikke. Nogle har problemer med at få talen frem, andre med at opfatte den eller dechifrere den, atter andre har problemer med skriftsproget på alle fronter eller blot med et enkelt element såsom stavning. Samlet kan vi sige, at de alle har et kommunikationshandicap, hvis oprindelse kan være kendt eller ukendt, men hvor handicappet hænger nøje sammen med det samfund og den kultur den enkelte lever i.

For nogles vedkommende kender vi årsagen til kommunikationshandicappet, vi kan beskrive den funktionsnedsættelse eller manglende funktion, som har ført til handicappet jf. FN’s definitioner på henholdsvis funktionsnedsættelse og handicap, medens der hos andre er en ukendt årsag, som ofte ligger mere i det kulturelle mønster eller i de samfundsmæssige fordringer til den enkelte, som den russiske kulturhistoriske skole ville beskrive det. Uanset årsagen er det den enkeltes handicap på kommunikationsområdet og hermed sproglige handicap i forhold til det pågældende samfund, der bliver det afgørende.

Kommunikationshandicap

Begrebet “kommunikationshandicap” synes ikke at være ret gammelt på dansk, ligesom det kan være svært at afgøre, hvem der begyndte at bruge udtrykket – som på engelsk nærmest må oversættes med “communication disorder”. Ordet blev kendt i handicapåret (dvs. i 1981) i forbindelse med den alternative handicapkonference i Århus. Der blev meldt ud som en kommunikationshandicapkonference.

Det, handicaporganisationerne ønskede at markere ved den konference, var retten til at være ligeværdig i et demokrati. Det var ikke retten til sociale goder, undervisning osv., nej det var retten til information. Det var retten til at kunne læse sin avis, at kunne forstå TV-avisen, at kunne følge med i det samfund, man levede i, sådan at man kunne tage stilling, og med sin egen stemme markere, hvad man ønskede. Handicaporganisationerne valgte selv begrebet “kommunikationshandicappet”, og definerede det indirekte gennem, hvem der valgte det. Men for at arbejde mere videnskabeligt med begrebet er det nødvendigt at have en egentlig definition. Et forslag til en sådan definition kom i 1985 og lyder:

Ethvert samfund har – eller er – et sæt af kommunikationssystemer, som dette samfunds medlemmer tilegner sig under opvæksten gennem samvær med andre – især voksne – medlemmer af samfundet og gennem bevidst træning i et undervisningssystem.

Enhver person, som ikke kan benytte sit samfunds kommunikationssystemer svarende til hvad andre personer i samme alder og samme psykosociale situation kan, kunne betegnes som havende et kommunikationshandicap – også selvom personen tilhører en subkultur, hvis sprog vedkommende behersker (se Lieth, 2001: 81).

Sammenlignes en kommunikationshandicappet med en ikkekommunikationshandicappet, fremstår tydeligt, hvad vi som mennesker har af muligheder i og med vores evne til at gå i kommunikation med hinanden. En evne, som hører med til den menneskelige præprogrammering, og som normalt vil udvikle sig til en færdighed i samspil med omgivelserne. Denne færdighed, eller dette mønster af færdigheder, indebærer for de fleste også efterhånden udviklingen af det menneskelige særkende “sproget”.

Ud af en befolkning vil der være nogle få procent, som har så store kommunikationsproblemer, at de for at komme igennem til vores sprog må have et tilbud om alternative kommunikationsformer. Her må der kompenseres for den manglende funktion eller en stor funktionsnedsættelse. Den kommunikationshandicappede skal her have retten til at fortælle os, hvilken kommunikationsform de ønsker at benytte sig af. Denne ret er svær at få, den har i hvert fald været svær at få for mange.

Totalkommunikation og kommunikationens 4 a’er

Begrebet “totalkommunikation” har haft stor betydning for vores nytænkning inden for hele kommunikationsområdet og ikke mindst omkring forståelsen af den tidlige kommunikationsudvikling hos børn og kommunikationen hos andre dyrearter.

En ny afgrænsning af kommunikationsbegrebet har udkrystalliseret sig i løbet af halvfemserne. Den er hensigtsmæssig, hvis vi ønsker at beskrive kommunikationen, som vi arbejder med den i dag specielt i forbindelse med kommunikationshandicappede. Vi kan tale om kommunikationens 4 a’er: Den almindelige kommunikation, den augmentariske kommunikation og den alternative kommunikation. Endelig findes der et fjerde a: Den adfærdsbetingede kommunikation. Denne henviser til de kommunikative elementer ved al form for adfærd – eller sagt med andre ord: Man kan ikke ikkekommunikere!

Den almindelige kommunikation skal her forstås som et samfunds primære talesprog, hvilket i Danmark vil sige dansk. Det til talesproget hørende skriftsprog vil også kunne betragtes som del af den almindelige kommunikation.

I visse kommunikationssituationer vil der kunne være behov for at supplere den almindelige tale med andre signaler, vi er her tilbage i totalkommunikationsmodellen, hvor de forskellige kommunikationstyper kan supplere hinanden, med det nye internationale begreb er der tale om en augmentarisk kommunikation. Hvor et kommunikationshandicap foreligger, vil der være et endnu større behov for at finde frem til, hvilke augmentariske kommunikationsformer der er mest hensigtsmæssige. For en stor gruppe vil tegnstøttet kommunikation være en effektiv metode til såvel udvikling af sproglig kommunikation som forståelse af andres kommunikation. Begrebet “tegn til tale” (TTT) blev introduceret som betegnelse for denne form for kommunikation, hvor det talte sprog støttes af enkelte tegn, men hvor hele kommunikationen styres af det talte sprog, dets begreber og dets grammatik, ligesom ens egen kommunikation kan opnå en øget forståelighed ved at støtte det talte ord med andre kommunikationsformer såsom gestus og tegn.

Den alternative kommunikation indebærer, at den almindelige kommunikation af den ene eller anden grund ikke er farbar som kommunikationsmiddel mellem en person og andre, som benytter det almindelige sprog. Her gælder det om at finde et alternativt sprog, som kan træde i stedet for det almindelige helst på en sådan måde, at den almindelige kommunikation kan blive indlært som andetsprog.

I de fleste dagligdags kommunikationssituationer vil der i situationen være rigeligt med information til, at afsender og modtager kan forstå hinanden. Dette beror dels på den overbestemthed af budskabet fra afsenderen, dels på at modtageren har en såkaldt forståelsesreserve, som gør, at han kan opfatte meddelelsen, også selvom der er “støj” i situationen. Den vigtigste reserve er under normale omstændigheder det kommunikative fællesskab, som findes mellem afsender og modtager, som følge af at de har fælles sprog, er opvokset i samme kultur, herunder har gennemgået samme uddannelser osv. Generelt gælder det, at jo større det kommunikative fællesskab er, jo lettere vil en kommunikation foregå.

I forståelsesreserven indgår også, at modtageren ikke behøver at modtage med kun en sans, f.eks. udnytter alle mennesker synet til at mundaflæse afsenderen specielt i støjfyldte omgivelser. Selvom vi ikke er os det bevidst, vil vi i høj grad trække på hele totalkommunikationsspektret af muligheder for at understøtte, uddybe og illustrere den information, som vi ønsker at videregive til en anden.

Formålet med en oversigt som ovenstående er at henlede opmærksomheden på de områder, som bør medregnes, hvis der skal laves en udførlig analyse af den totale kommunikation i en given situation. Dette er ikke ensbetydende med, at disse områder eksisterer uafhængigt af hinanden, tværtimod er der en sammenhæng mellem dem, som medfører særlige forhold, hvis der kommunikeres samtidig ad flere af disse kanaler. En meddelelse kan således overbestemmes ved at blive fremsendt samtidig ad flere kanaler – forudsat at der er harmoni imellem budskaberne, ellers opstår der forvirring og evt. konflikt.

 

Litteratur

Lieth, L.v.d., Kuschel, R. & Petersen, A. Friemuth (1993): Kommunikationens veje, Nyt

Nordisk, København

Lieth, L.v.d. (2001): Handicap, Kommunikation og Kommunikationshandicap. Institut for Almen og Anvendt Sprogvidenskab, København.

   
  Projektet Kommunikationsudvikling udføres af Socialt Udviklingscenter SUS